v. Obs. [UNDER-1 4 a, after L. suffodīre. Cf. Du. onderdelven.] trans. To dig under; to undermine by digging.

1

c. 1000.  Ælfric, Saints’ Lives, xxxii. 204. Sum eac underdealf þa duru mid spade.

2

c. 1000.  Ags. Gosp., Luke xii. 39. He wacode, and ne ʓeþafode þæt man his hus underdulfe.

3

1382.  Wyclif, Gen. xlix. 6. In her owne wil thei vndurdelueden the wal.

4

a. 1400.  Pauline Ep. (Powell), Rom. xi. 3. Lord þey haue slayn þi prophetis; þey haue vndyrdolue þyn auteris.

5

c. 1440.  Promp. Parv., 511/1. Vnder delvyn, suffodio.

6

  Hence † Underdelving vbl. sb., Underdolven ppl. a. Obs.

7

1382.  Wyclif, Ps. lxxix. 17. The tend vp thingis with fyr, and the vnder doluen.

8

c. 1440.  Promp. Parv., 511/1. Vnder deluynge,… subfossura, subfossio.

9