v. weak. Obs. [f. A- pref. 1 + OE. węldan, weak deriv. of wealdan (see AWALD v.); or for OE. ʓewęldan, cogn. with MHG. gewalten, gewalden.]

1

  1.  trans. To rule with power, control, subdue; to wield, manage.

2

[c. 885.  K. Ælfred, Gregory’s Past., xvii. 118. He hit ðonne ne mæʓe to his willan ʓeweldan (Hatt. ʓewealdan).

3

c. 1000.  Ælfric, Gen. i. 28. Gefillað þa eorðan & ʓewildað hiʓ.]

4

c. 1175.  Lamb. Hom., 81. He ne mei his flesc awelden.

5

c. 1205.  Lay., 4083. Þa he mihte beren wepnen, & his hors wel awilden [1250 muneȝi]. Ibid., 12084. Al weoren þa wimmen awald [1250 awild] to þan deðe.

6

1387.  Trevisa, Higden (1865), I. 253. Ȝif wordes failleþ, ȝiftes schal hym awelde.

7

  2.  intr. with inf. To have power, be able.

8

1387.  Trevisa, Higden, Rolls Ser. V. 259. Þey þat were lefte on lyue myȝte unneþe awelde [vix sufficerent] forto burye hem þat were dede.

9