v. Obs. [OE. forwréȝan, f. FOR- pref.1 + wréȝan to accuse: see BEWRAY.] trans. To accuse, betray, charge with a crime.

1

O. E. Chron., an. 1009. Brihtric Eadrices broðor ealdor mannes forwreȝde Wulfnoð cild þone Suðseaxscian to þam cyning.

2

a. 1200.  Moral Ode, 97. Þer sculle ben deofles swo fele þe wulleð us for-wreien.

3

a. 1225.  Juliana, 46. Oðer ichulle forwreien to mi meinfule feder.

4

1303.  R. Brunne, Handl. Synne, 11448. Þe synne hymself shal forwreye.

5