v. Obs. [OE. forweorpan, f. FOR- pref.1 + weorpan, WARP v., to throw.] trans. To cast away, cast off, reject.

1

Beowulf (Gr.), 2864.

        Þæt la mæȝ secȝan, se þe wyle soð sprecan …
þæt he ȝenunȝa ȝuðȝewædu
wraðe forwurpe!

2

c. 1175.  Lamb. Hom., 105. God nele þet we beon gredie ȝitseras, ne ec for weorld ȝelpe forworpan ure ehtan.

3

c. 1220.  Bestiary, 345.

        Forwerpen pride euril[c] del,
so hert doð hise hornes.

4

a. 1225.  Ancr. R., 150. Al so god dede þet wule adeaden forworpeð hire rinde, þet is, unheleð hire.

5

a. 1300.  E. E. Psalter, l. 12 [li. 11].

        Ne forwerpe me fra face of þe,
And þi hali gaste bere noght fra me.

6