v. Obs. Forms: 1 feorsian, fyrsian, 3 fersien, firsin, fursen, Orm. ferrsenn. [OE. feorsian, fyrsian, f. feor, FAR.] trans. To remove, put at a distance; hence, to forsake; with refl. pron. as obj. to withdraw, go away.

1

c. 1000.  Ags. Ps. (Lamb.) lxxii[i]. 27. (Toller). Ða ðe fyrsiaþ hiȝ fram ðe.

2

c. 1200.  Trin. Coll. Hom., 205. Fersien hit fro him swo þat he it nabbe.

3

c. 1200.  Ormim, 19663.

        Nohht ne birrþ þe ferrsenn þe,
  Ne flen fra þeȝȝm off tune.

4

a. 1225.  Ancr. R., 76. He furseð him awei urommard ure stefne.

5

a. 1225.  Juliana, 16. Ne schal me firsin him from: nowðer deouel ne mon.

6