pa. pple. Obs. Forms: 1 ʓeeten, 3 iȝeten, (iheote), 3–4 iȝet(t)e, yȝete, iete(n, 4 y-yete, i-eete, 4–5 yete(n, 5 yheete. [OE. ʓeeten, pa. pple. of etan and ʓeetan to EAT.] Eaten.

1

c. 1000.  Ælfric, Gen. xxxi. 54. Þa hiʓ ʓeeten hæfdon, hiʓ wunedon þær.

2

c. 1205.  Lay., 6691. Peær heo hæfden wel iȝeten [c. 1275 iheote] and seoððen idrunken. Ibid., 31773. Ær þe uisc i-eten weore.

3

c. 1290.  St. Brandan, 309, in S. Eng. Leg., 228. Heo a-risen op and wenden to churche þo heo hadden yȝete.

4

c. 1330.  Arth. & Merl., 3127. Þo þai hadde yeten alle, Heiȝe & lowe in þe halle.

5

1340.  Ayenb., 13. Efter his arizinge, huanne he hedde y-yete mid his deciples.

6

1387.  Trevisa, Higden (Rolls), VII. 511. Thei … hadde nouȝt y-ete ne dronke nother y-slepe. Ibid. (1398), Barth. De P. R., IX. xxxi. (1495), z iv b/2. A lambe was offryd rosted and yeten.

7

1426.  Lydg., De Guil. Pilgr., 6849. Whan they be fumous, ful off heete, And han yheete & dronke at large.

8