Obs. Forms: 1 waldend, wealdend, 2 weldende, 2–3 wealdende, 3 walden(de), wealdent, weldent. [OE. waldend, wealdend, subst. form of pres. pple. of waldan, wealdan, to control (see WIELD v.).] A ruler, governor (rare except in periphrases for God).

1

Beowulf, 17. Him þæs lif-frea, wuldres wealdend, woroldare forʓeaf.

2

c. 888.  Ælfred, Boeth., xvi. 2. Þa sint eowere hlafordas & eowere waldendas, nas ʓe heora.

3

c. 1175.  Lamb. Hom., 75. Scuppende and weldende of heouene and of orðe and of alle iscefte.

4

c. 1205.  Lay., 5059. Nu þu eært londes weldent. Ibid., 25569. Lauerd drihten crist, domes waldende, midelarde mund … walden ænglen, let þu mi sweuen to selþen iturnen.

5

a. 1225.  Leg. Kath., 1235. Ah þe witti weldent ant te rihtwise bireadde hit swa swiðe wel, ꝥ he ꝥ ouercom mon, were akast þurh mon. Ibid., 2065. Hwerto wultu wreastlin wið þe worldes wealdent?

6