conj. Obs. rare. [OE. weald, perh. derived from a use of weald imper. of wealdan to govern (see WIELD v.).

1

  A transitional use is seen in weald hú = lóca hú ‘however’ (Andreas, 1355): see LOOK v. 4 b.]

2

  Followed by or with ellipsis of if: In case that. (In OE. chiefly with þéah or indef. pronoun.)

3

c. 1000.  Ælfric, Hom., I. 316. Namon ða to ræde, þæt him wærlicor wære, þæt hi sumne dæl heora landes wurðes æthæfdon, weald [? hwæt omitted] him ʓetimode. Ibid., II. 340. Nyte ʓe ða micclan deopnysse Godes ʓerynu? weald þeah him beo alyfed ʓyt behreowsung.

4

c. 1315.  Shoreham, Poems, i. 930–1. To schryue hym wanne he seneȝed heþ Wel syker þing hyt were … Wald ȝef he sodeynlyche deiþ And wald he hyt forȝete.

5